Joomla! Workday 2017

Joomla! Workday 2017

joomlaworkday 2017

Lørdag den 4. november 2017 var det anden gang JUG CPH afholdte Joomla! Workday. Denne udgave blev afholdt i fornemme lokaler på Hotel Bella Sky, og det kunne kun lade sig gøre, fordi et af vores medlemmer, Allan, der er ansat hos Bella Center, havde banet vejen til at kunne låne et mødelokale med alt, hvad der hører til af moderne mødefaciliteter. 19 Joomla! interesserede havde fundet vej og var klar til at gå igang omkring 8.30. Indledningsvis bød Bibbi velkommen til arrangementet for at få de praktiske ting på plads.

I år bød programmet på flere spændende områder, som deltagerne skiftevis kunne lytte til og efterfølgende afprøve 'hands-on'. Smarte kort på din hjemmeside, K2 indholdssystemet til Joomla!, Opbyg lækre formularer, Lav din egen 404 side og til sidst 5 tips til Joomla!

 

Smarte kort på din hjemmeside

Jens Riishede lagde ud med at fortælle om brug af smarte kort og infografik på hjemmesider. Det blev en tur fra spændende citater sagt af dygtige og innovative mennesker, over eksempler på hvordan kort anvendes med stor success på mange hjemmesider, og til en gennemgang af hvilke udvidelser der kan bruges til at løse opgaven. Der findes mange udvidelser, der kan bruges til at lave indbydende kort med – her blev følgende omtalt: BT Google Maps, My Maps Location og JA Image Hotspot.

De tre udvidelser er meget forskellige fra hinanden, da de løser tre forskellige opgaver. BT Google Maps er en nem og elegant måde at indsætte et googlekort på, My Maps Location er en ret avanceret måde at vise interessesteder eller særlige lokationer og få dem vist i forhold til, hvor du befinder dig i verden. JA Image Hotspot er din mulighed for at placere dine egne spots i form af enten ikoner eller egne png filer på et kort eller en illustration, du uploader til din side.

Du kan se Jens' præsentation her – men være opmærksom på, at den blot er en indledning til en online gennemgang af de tre udvidelser.

 

K2 indholdssystem

Thomas Thrane tog os efterfølgende en tur ind i K2 universet. Det er et rigtig stærkt alternativ til Joomla!s eget artikel system – især når det gælder indsættelse af brugerdefinerede felter. Thomas viste med stort engagement, hvordan man kan opbygge sin egen kode i komponenten, så det vises på den måde, du vil have det. K2 kræver lidt arbejde i begyndelsen, da det kræver noget tilrettelægning af, hvordan elementerne bliver vist på hjemmesiden. Men når alt det grundlæggende arbejde er overstået, er det utroligt nemt at oprette et nyt element (item/artikel), taste F5, og så ser det hele ud, som du havde tænkt dig det.

K2 har helt klart sin styrke i forbindelse med oprettelse af det enkelte element. Når brugeren skal oprette et nyt element, kan det hele overskues på en enkelt side i backenden. Brugeren vil ikke få lov at lukke siden, før alle de påkrævede felter er udfyldt – hvilket betyder, at alle detaljer om det enkelte element kommer med.

Du kan se Thomas' guide her – samt downloade filer med den tilhørende kode ... fiks og færdig – klar til brug.

 

Opbyg lækre formularer

Susanne Krogh-Hansen vækkede deltagerne efter frokost med en masse lækre eksempler på brugen af formularer på forskellige hjemmesider. Der kom eksempler på, hvordan du ikke skal gøre, og hvordan du helt sikkert skal gøre. Med masser af humor undervejs fik vi Susannes interesse – for at gå på opdagelse – at se ... lækre formularer kan helt sikkert laves på rigtig mange måder.

Der er vigtige detaljer at være opmærksom på – også sikkerhedsmæssigt ... og i formularverdenen er spørgsmålet ikke 'to be or not to be' men i stedet 'to captcha or not to captcha' – måske et simpelt spørgsmål ... men helt sikkert vigtigt. Især i en tid hvor det tager en russer mindre tid at bryde ind på en hjemmeside, end den tid det tager dig at sige 'Hvornår blev Putin præsident?'

Efter en kort pause gennemgik Jens Riishede to komponenter, der er nogle af de bedste formular-buildere på markedet: ChronoForm og JSN Uniform. Begge to er ganske nemme at arbejde med og sætte sig ind i. Én ting gælder dog for begge – brug lidt tid på at finde ud af, hvordan de fungerer! En ting er at opbygge selve formularen – en anden ting er at få samlet den information ind fra de forskellige felter – når brugeren klikker på 'send' knappen. Så skal du igang med formularer – så skal du ikke have deadline i morgen.

Du kan se Susannes præsentation her – og får du lyst til at lave lækre formularer, så er det bare et få hentet enten ChronoForm eller JSN Uniform. Bemærk, at de begge to koster lidt penge, hvis du vil have fuld udnyttelse af dem.

 

Lav din egen 404-side

En af de mest hemmelige sider på nettet er den side du lander på, hvis du ikke taster rigtigt, eller hvis siden har en fejl i link / url. Du bliver mødt med kæmpe store 404 tal som tak ... samt en tekst der oftest handler om, at det hele er din egen skyld. Det er det i de fleste tilfælde ikke! Typisk ligger fejlen hos hjemmesiden selv – og så gælder det om at fortælle, at noget er gået galt, og vi gerne vil hjælpe til med at løse problemet. Det kan en 404 side være med til at gøre til en god oplevelse. Susanne Krogh-Hansen tog – igen med humor – deltagerne med rundt til mange sjove og kreative 404 sider på nettet.

Nogle af de vigtigste elementer, der skal være på en 404 side, er links til at komme videre eller tilbage til, hvorfra du kom. Altså at give brugeren en oplevelse af, at det er muligt at komme videre på siden, til trods for at døren umiddelbart var lukket. Gode eksempler er at lave links til fx en kontaktside, en blogside, en om-os-side mv. På den måde viser du brugeren, at du har interesse i at hjælpe på bedste måde.

Du kan se Susannes præsentation her.

Herefter fortalte Jens Riishede om, hvordan man løser opgaven med at få vist en custom 404 side. For at gøre en lang historie kort, så kan du se og læse en beskrivelse her – det er nemlig ikke helt ligetil. [link er på vej]

 

Fem tips til Joomla!

Som sidste inspiration på denne dag viste Bibbi Bryld fem tips om Joomla!, som du måske kendte eller ikke vidste, du havde brug for at vide noget om. Noget af det allerbedste er at få små tips til nye funktioner eller bare nogle små smarte ting, der gør din hverdag endnu nemmere. Det kan Bibbi! Med i sin Joomla! taske havde hun nemlig:

• Clear Cache – en super nem måde at rense sin cache på

• Unzip.php – hurtig udpakning af din Joomla! zip pakke direkte via din ftpforbindelse (hent filen her)

• Customize Joomla! backend – nem måde at sætte dit eget logo ind på login-siden plus egne farvedefinitioner

• Kommentarer i moduloversigten – så du kan beskrive, hvad modulet er til for

• Omvendt KAM – ny måde at opbygge strukturen på ... MAK – opret Menu, opret Artikel og Kategori i én og samme arbejdsgang

 

Joomla! Workday er kommet for at blive

Det gode ved at deltage i Joomla! Workday er, ud over de spændende oplæg, alt det ind imellem. Det er når tre eller flere sætter sig sammen og lytter til en idé eller én, der kan fortælle om et bestemt område i Joomla! Det var der masser af lørdag den 4. november! Der var også småsnak i hjørnerne, udflugt til Skybaren på 23. etage, medbragte sandwiches, kaffe og til sidst spiste vi resterne af kagerne fra 'Mit Konditori'.

Tusind tak for de meget engagerede deltagere, til oplægsholderne for spændende oplæg, til Hotel Bella Sky for lån af lokaler, til Mit Konditori for restkagerne fra dagens produktion. Sidst men ikke mindst – tak for godt selskab på en super god lørdag!

 

Søg i artiklerne

Nyhedsbrev

Få nyheder, og information om kommende møder på mail.
* skal udfyldes

Læs tidligere nyhedsbreve.

 

Disclaimer og cookies

“JUG-CPH is not affiliated with or endorsed by the Joomla!® Project or Open Source Matters. The Joomla!® name and logo is used under a limited license granted by Open Source Matters, the trademark holder in the United States and other countries.”

Cookiepolitik

© JUG CPH | Joomla! Registered Usergroup