Joomla! Workday 2019

Joomla! Workday 2019

Lørdag den 26. oktober 2019 indbød vejret helt sikkert til indendørs aktiviteter. Og det udnyttede vi med at mødes til Joomla! Workday 2019 i vores lokaler hos DGE i Herlev. Dagen startede med kaffe, croissanter, snakken og at finde hen på pladsen, hvorfra resten af denne lørdag skal nydes i selskab med en flok Joomla! interesserede.

Bibbi startede dagen med praktiske informationer og gennemgang af dagens program, som du kan se og læse om her. Og så kunne vi ellers gå igang med et spændende program for denne lørdag.

 

Overrides i Joomla!

Første punkt på programmet var 'Overrides' eller 'Tilsidesætninger' på helt almindelig dansk. Jens gennemgik stille og roligt et emne, der kan være både nemt og nørdet. Nemt, fordi det på papiret kan se enkelt ud – nørdet, fordi det i praksis kan vise sig at være svært at få overriden til at slå rigtigt igennem på siden. Hvorfor skal du bruge overrides? Det er fordi Joomla! ellers vil lave dine ændringer om til standard i forbindelse med en opdatering af Joomla! Derfor gælder det om at lave en kopi af det modul eller den komponent, du vil tilpasse, give denne kopi et nyt navn, hvori du laver ændringerne. På den måde får du to fordele – dine ændringer bliver ikke nulstillede ved Joomla! opdatering, og du får mulighed for at vælge i backenden, om du vil anvende den 'default' måde at vise elementet på, eller om du vil anvende 'din-maade' at vise det på. Hvis du på nuværende tidspunkt tænker, 'hvad snakker de om', så er du ikke helt alene!

Overrides er som sagt både let og svært. En override kan fx være en simpel tilpasning af et .div element i din 'custom.css' fil. Det kan også være en mere detaljeret tilpasning i en systemfil inde i en komponent eller et modul. Med andre ord kan du komme til at skade din hjemmeside, hvis du ikke er meget påpasselig med dine ændringer – både på en nem måde, men også på en nørdet måde.

Efter en gennemgang af to slags overrides i com_content [som er det komponent, der viser dine artikler] og i com_random_image [som er et modul, der viser et tilfældigt billede] gik vi over til 'hands on', som er deltagernes mulighed for at arbejde med emnet på enten et til dagen opsat demosite eller sit eget site. Under 'hands-on' opstår der altid en hyggelig summen og aktivitet – og der er samtidig tid til at tage en frisk kop kaffe.

Hvis du vil vide mere om overrides, kan du læse en gennemgang af emnet her.

 

Frokostpause

Uden mad og drikke ... der skal også være tid til frokost – så vi holder typisk 45 min. hvor der er tid til at få tanket depoterne op inden eftermiddagens program går i gang.

 

Pop-up med privatlivspolitik

Hvordan sikrer du dig, at dine brugere kan give deres accept i forbindelse med fx udfyldelse af en formular? Dette emne fortalte Bibbi om efter frokostpausen. Til dette emne havde vi valgt at tage udgangspunkt i to komponenter til Joomla! nemlig Convert Forms fra Tassos Marinos og Modals fra Regular Labs. Du kan naturligvis sagtens bruge den indbyggede formular fra Joomla! – men i dette tilfælde får du bare mange flere muligheder for tilpasning af både formular, og hvordan pop-up funktionen skal se ud.

Convert Forms bliver installeret som en komponent. Du starter i et dashboard, hvor du starter med at oprette en kampagne, der kan være alt fra en formular til en spørgeskemaundersøgelse. Bibbi tog udgangspunkt i en helt enkel formular og gennemgik de enkelte punkter omkring de felter, der bør være med, når du vil have kontakt med dine brugere. Convert Forms byder på et meget enkelt brugerinterface, hvor du i venstre side har området med tilpasning af formularen og i højre side har et preview af formularen, der opdateres samtidig med dine tilpasninger.

Dernæst tilføjede vi modals, som er en pop-up, der lægger sig ovenpå siden. Vi havde i formularen indsat en accept af en privatlivspolitik - for du husker vel, at du skal have en privatlivsgodkendelse af personen, som udfylder din formular, hvis du vil overholde persondataforordningen! Normalt vil man sætte et link til en anden side eller fil til at åbne i et nyt vindue for ikke at fjerne sig fra den oprindelige side, men det kan være lidt irriterende at skulle klikke mellem forskellige faneblade i browseren. Og her gør modals underværker! Med en lille og nem kode kan du få linket til at åbne på samme side ovenpå formularen, så du ikke forsvinder væk fra denne.

De fleste komponenter og tilføjelser til Joomla! har en gratis version og en betalingsversion. Og som med alt andet er der nogle funktioner, der er udeladt, hvis du nøjes med at bruge den gratis udgave. Bibbi kom denne lørdag eftermiddag med løsninger til begge versioner! Du kan altså komme rigtig langt med de gratis versioner – men ved at betale en lille smule gør du det lidt nemmere for dig selv. Bibbis gennemgang af Convert Form og Modals gav det resultat, vi ønskede – nemlig en super enkel formular med link til privatlivspolitikken, der åbner i et modalt vindue – så du ikke føler, at du fjerner dig fra siden, men blot kan klikke 'X' og stadig befinde dig på formularsiden.

Bibbi afsluttede med en præsentation af forskellige dos & don'ts i forbindelse med formularer. Du kan se Bibbis præsentation her.

 

Piv skarpe logoer

Så blev det tid til et emne, der ikke nødvendigvis er Joomla! orienteret. Og dog alligevel ... Jens fortalte om emnet logoer i piv skarpe versioner. Hvordan hænger det så sammen med Joomla!? Jo, et logo kan være skarpt på to områder – nemlig rent fysisk og rent designmæssigt. Den første del handlede om logoer generelt og om, dit logo er et godt og brugbart logo. Jens fortalte om brugen af 'det samlende symbol' helt fra ukendt tid og til nu, hvor det at have en godt logo betyder alt for din virksomhed, gruppe eller produkt. Et logo skal være enkelt og nemt at genkende i en verden fuld af indtryk og mangfoldighed. Tænk blot på logoer fra fx Nike, DR, Circle K, DSB osv. – kunne du huske nogle af dem? Det tror jeg ... og det er netop grunden til, at dit logo skal designes efter metoderne 'keep it simple' og 'less is more'.

Efter en gennemgang af en række skarpe logoer fortalte Jens om, hvordan du kan bruge et særligt filformat i Joomla! for at få en visning af dit logo i høj kvalitet. SVG hedder formatet 'Scalable Vector Graphics'. I mange år har valget af filformater til hjemmeside været baseret på pixelformater som fx .jpg, .png, .bmp mv. Men gennem de seneste år er et såkaldt 'vektorbaseret' filformat komme med ind på scenen. Det udemærker sig ved at være et matematisk filformat, der til enhver tid vil vises sit resultat med det tilstedeværende antal pixler – eller med andre ord – filen udnytter det maksimale antal pixler (prikker på skærmen), som det kan.

Hvis du anvender .svg formatet til visning af dit logo, så vil du altså opnå en forbedret visning. Der er to væsentlige fordele ved, at anvende .svg formatet. 1: Det fylder meget mindre en det pixelbaserede logo, og du skal kun uploade én fil til visning på forskellige enheder – mod normalt tre.

Hvis du vil vide mere om .svg filer kan du læse en gennemgang her.

 

Design & CSS

Det sidste punkt på Joomla! Workday 2019 blev præsenteret af Thomas Thrane. Thomas havde taget sin computer og gode humør med til Herlev fra Horsens og i vanlig afslappet, og 'helt nede på jorden' stil gav han et indblik i, hvordan han arbejder med sine hjemmesider. Thomas fortæller, at han bygger sine hjemmesider med K2 som er en indholdskomponent, der styrer alt indholdet på sitet. Der udover arbejder han altid med overrides i form af tilpasning af, hvordan indholdet skal vises samt stylingen af det i css.

Hvorfor K2? Jo, når først du har stiftet bekendtskab med denne måde at styre dit indhold på – så vender du aldrig tilbage til den almindelige måde at oprette artikler på i Joomla! K2 har en meget overskuelig måde at vise dit indhold på i backenden. Der er gjort meget ud af at skabe overblik, når du har klikket dig ind på en artikel i form af en klar fanestuktur. Men det er naturligvis ikke det hele ... hvis du arbejder grundigt med kategorier og sørger for at opbygge en god struktur for dit indhold – så er K2 virkelig stærk.

Derudover er det rimelig nemt at lave overrides til. På "Thomas'k" betyder det, hvis du har brugt seks år på at arbejde med K2, så har du kendskab til alle de små smarte overrides og kan på forholdsvis kort tid bygge nogle super smarte sites op. Kort fortalt handler det om – som med mange andre emne – at bruge tid på at sætte sig ind i det enkelte område. Dyk ned i koden – lav fejl – og byg op igen. Sidst på denne Joomla! Workday kom vi med ind i Thomas' verden, som er en fin blanding af design, kode, overrides og klippefaste tro på, at det lykkes, hvis du bruger nok tid på det.

Thomas sluttede af med at vise eksempler på nogle af de sider, han har stået for. Der er en del af dem – og du kan se et par stykker af dem, hvis du klikker på:
simonkvamm.dk og nielshausgaard.dk.

 

Kaffe, kage og portvin

Kaffe er en fast ingrediens til vores møder og selvfølgelig også på Joomla! Workday. Og da eftermiddagens kaffepause oprandt, var der også suppleret med både hjemmebagt kage og hjemmebragte småkager. Men hvis man nu havde fået for meget kaffe i løbet af dagen, så havde Thomas lige hevet en årgangsportvin med, som vi nød med stor velbehag.

 

Joomla! Workday 2020

Tusind tak for denne gang til både deltagere og oplægsholdere. Det var, som altid, en hyggelig og konstruktiv dag fuld af interessante og indholdsrige oplæg samt gode snakke ind imellem i pauserne.

Vi glæder os allerede til at holde Joomla! Workday i 2020.

 

På gensyn!

Søg i artiklerne

Nyhedsbrev

Få nyheder, og information om kommende møder på mail.
* skal udfyldes

Læs tidligere nyhedsbreve.

 

Disclaimer og cookies

“JUG-CPH is not affiliated with or endorsed by the Joomla!® Project or Open Source Matters. The Joomla!® name and logo is used under a limited license granted by Open Source Matters, the trademark holder in the United States and other countries.”

Cookiepolitik

© JUG CPH | Joomla! Registered Usergroup